Ny artikelserie med indlæg fra forskellige forfattere, der forsøger at indkredse, hvad fremskridt, forandring, visioner og utopier er - og hvilken nytte de har.
~ Leo TolstoyEveryone thinks of changing the world, but no one thinks of changing himself.
Solen blev til for 4,5 milliard år siden, og den har godt og vel 6 millarder år tilbage af sin levetid. Det, som slog mig, var, at det ikke vil være mennesker, der vil være vidner til solens undergang, men væsener, som er lige så væsentligt forskellige fra os, som vi er fra et ubetydeligt insekt.
Det er et begreb – en metode til at diskutere og advokere for mulige alternative samfund til det bestående. Traditionen går så langt tilbage som litteraturen i sig selv. Platons ‘Republikken’, der dateres til ca. 370 f.Kr., opfattes normalt som det første eksempel på genren. Utopia kan defineres som et ideal, et perfekt sted, en perfekt stat, eller som et hvilket som helst visionært politisk eller socialt system, der bekriver en perfekt tilstand. I litteraturen refereres der oftest til en detaljeret beskrivelse af en nation eller union, der er ordnet efter et system som forfatteren foreslår som en mere optimal måde at leve, eller eksistere på, end det nuværende.
Mange forsøg er gjort på at skabe et socialistisk paradis på jord og dermed skabe et Utopia. Det er aldrig lykkedes. I hvert fald ikke på en vis så masserne har nydt godt af det. Drømmen om Utopia eller mere præcist det socialistiske paradis, endte som et mareridt. Utopia må formuleres. Men for at nå dertil må vi væbne os med tålmodighed og forstå at Utopia ikke nås ved, på forhastet vis, at tilsidesætte demokratiet.
Vi har lært at frygte utopisk tænking, ikke kun fordi idealisme oftest i sidste ende er upraktisk, men også fordi det ligefrem er farligt – utopi er en forstad til fanatisme. Vi har lært at utopiske idealer, uundgåeligt leder til, at vi alle ender med at køre rundt i en trabant eller spise statsfremstillet gullasch 7 dage om ugen. Sandheden er at vi har brug for utopisk tænkning.
Dansk Ungdoms Fællesråd tog i 2010 initiativ til at nedsætte en valgretskommission med det formål at undersøge, hvordan unges demokratiske engagement kan styrkes samt at give det danske demokrati et ‘serviceeftersyn’. Der er bestemt grund til at forsøge at få flere unge til at interessere sig for demokratiet, som vi kender det i den vestlige verden. Det vil sige at engagere og involvere sig i foreningslivet, politisk og kulturelt, samt at deltage i afstemninger. Kun ca. 47 % af de 19-29 årige stemte eksempelvis ved kommunalvalget i 2009 – dertil kommer, at kun ca. 30 % nydanskere i samme aldersgruppe stemte.
60% stemte for at folket skal bestemme.
Cirka 13% mente kun, at det ville kunne være ladesiggøreligt som supplement til det nuværende repræsentative demokrati.
Men nogle var da også imod, og 20,9% mente at pøbelvælde var farligt.
Der er en systematisk uigennemskuelighed i det finansielle kaos kloden rundt, og det virker krænkende, at politikerne ikke kan enes om at gøre noget ved problemet, fx ved at gennemføre Tobinskatten på de hurtige ‘penge’-handler.
Politikerlede er et negativt ord. I takt med mediernes indtog i moderne politik er det blevet et stigmatiserende ord. Mediernes indflydelse er naturligvis godtgjort når løftebrud efter løftebrud følger. Samtidigt er principprogrammerne i de etablerede partier mere end dybt forældet. De sidste ca. 40 år er teknologien blevet mere end mærkbart forbedret – den har nået revolutionære højder. Men det besynderlige er, at vores folkevalgte i Danmark og alle andre demokratier i resten af verden ikke har opdaget, at det repræsentative demokrati har spillet fallit.
Vækst skal være interaktiv og balanceret for at være i harmoni med omgivelserne. Ubegrænset vækst er unaturligt og skadeligt for en organisme. Dette er noget vi alle ved når det drejer sig om en sygdom som kræft. Hvordan kan vi opgradere vores forståelse af vækst i andre sammenhænge, f.eks. på det økonomiske plan, så vi kan lære at stræbe efter bæredygtig og balanceret vækst?
De fleste af os kender historien om musen og elefanten, der er på vej hen over en bro, og hvor musen udbryder: ”Ihh – hvor vi tramper!”. Det er lidt den samme fornemmelse, man kan sidde tilbage med, når man ser på det, som den borgerlige regering i ‘etterne’ kaldte ‘den aktivistiske udenrigspolitik’. Den med, at nu skulle Danmark ikke blot med ord, men også med handling sætte magt bag ordene.
Efter årevis med hårde kampe i Irak og Afghanistan, er det igen blevet comme il faut blandt den bagkloge danske debatelite at være imod krig. Ikke imod en specifik krig, eller krige på en bestemt baggrund, men bare imod alle krige. Især dem Danmark deltager i. Men det bliver et problem, når modstanden mod en krig ikke er funderet i en objektiv analyse af den specifikke situation, men i stedet bunder i en følelsesmæssig modstand mod krig generelt. ”Den sidste krig var det ikke værd, så derfor bliver den næste krig det heller ikke”.
I den offentlige debat er der for tiden megen opmærksomhed på, hvordan især Danmark, men også EU rider den finansielle storm af uden at frisuren kommer for meget i uorden. Men der er nogle forhold, som vil række videre end den brandslukningsaktion, EU befinder sig, og det er danske forhold, som har forbindelse med EU på længere sigt, men som vil kunne få mærkbare konsekvenser for den danske befolkning, hvis der ikke inden for en relativ kort tidshorisont findes findes holdbare løsninger, men i det mindste at vi har haft debatten.
Har vi stadig - i den vestlige verden - et lidenskabeligt forhold til frihed, eller er vi blevet forvænt? Vi har ikke et lidenskabeligt forhold til frihed, men det er ikke, fordi vi er blevet forvænte. På mange måder er vores frihed tværtimod blevet mindre de seneste 50 år. Statsmagten fylder meget mere i vores liv i dag, og staten regerer ikke ved venlige henstillinger, men med trusler om indespærring, hvis vi ikke makker ret. Der er mange flere forbud, meget mere regulering og langt højere skatter. I Danmark blev skattetrykket f.eks. fordoblet på bare 25 år, fra...
Læs mere
Hvad er frihed? Målet med alt, hvad jeg laver, er frihed. For mig er målet med den politiske aktivitet, som jeg har involveret mig i, på den ene eller anden måde at skabe størst mulig frihed for flest muligt mennesker. For mig hænger frihed og økonomisk lighed eller økonomisk omfordeling uadskilleligt sammen. Hvis frihed skal være noget, alle har adgang til, er forudsætningen en mere ligelig fordeling af de ressourcer og værdier, vi har i vores samfund. Det gælder både på nationalt og på globalt plan. Et konkret eksempel er kvinders frigørelse. Det at kvinder og...
Læs mere
Hvad er frihed? Jeg er jo ikke filosof, det skal vi have som udgangspunkt, men for mig handler frihed om, at man kan bestemme så meget som muligt selv – i stedet for at man er udsat for tvang fra andre. Det er vel dybest set det, frihed handler om. Frihed kan selvfølgelig være for en som individ, men det kan også være for et folk eller for en virksomhed. Selvfølgelig ud fra alle de klassiske definitioner om, at min frihed ikke går længere, end hvor den begynder at begrænse din frihed. Jeg synes faktisk, hele debatten om frihed er utrolig spændende. Debatten...
Læs mere
Det har længe været et glohedt ønske for den sultne bøfentusiast, og den etisk korrekte vegetar, som gerne vil spise en rød bøf uden den dårlige samvittighed: den kunstige bøf. Hvad ville du sige til en bøf der var groet på i et laboratorie fremfor opdrættet og slagtet.
Vi gør os hele tiden forestillinger om, hvilken verden vi kommer til at leve i om 100 år. Ikke blot filosofisk men særligt æstetisk. Derfor har vi samlet en række smukke billeder af, hvordan vi byerne på jorden kunne komme til at se ud i både en nær og fjern fremtid.
Krigsteknologi: Dræberrobotter udfordrer krigens love. Kommende generationer af førerløse fartøjer identificerer selv deres mål og angriber, uden at et menneske behøver at trykke på knappen. Krigens love foreskriver imidlertid, at krigsførende parter skal skelne mellem civile og fjender og vurdere om en fjende forsøger at overgive sig. Spørgsmålet er, hvem der står til ansvar, den dag en selvstyrende robot ved en fejl bryder Genevekonventionen og dræber civile eller likviderer fjender som overgiver sig.
Hvad skal man bruge sin onsdag aften på i denne uge? Et godt forslag er at rive et par timer ud af kalenderen den 22. februar, tage i Grand Teatret og deltage i Club Politique. Club Politique er en ny slags åben filmklub, hvor formålet er at tage afsæt i filmens verden og derefter forlænge filmens provokationer udi visionær politisk dialog. Denne gang vises filmen Jernladyen og tidligere Statsminister Poul Schlüter sidder klar til at svare på spørgsmål efter filmen.
I sidste halvdel af 2010 blev det for meget for mig. Der var for mange ting, der ikke hang sammen i det verdensbillede, som medierne forsøgte at præsentere. Informationsstrømmen flyder hurtigere og hurtigere i alle kanaler, og det er let at blive overvældet og mismodig, hvis ikke man har værktøjerne og netværket til at bygge et egnet fartøj at navigere i. Fremtiden er allerede over os, teknologien vil blive utrolig i løbet af de næste par år, og det gælder om at blive klar til turen.
I begyndelsen af 2026 oplever verden fødslen af et teknologisk remedie der starter en ny revolution: fabrikatoren. Denne nanofabrik har gjort det muligt for ingeniørere at bygge på et molekylært niveau. Det eliminerer næsten alle begrænsninger i forhold til design og kun menneskets fantasi er den sidste barriere. Et futuristisk scenarie om verden i 2070.
Indien gror i mere end én forstand. Middelklassen pibler frem fra skidtet sammen med mulighederne og visionerne. Men er der andet at komme efter i landet med det højeste antal af indbyggere i verden? Ja, er det korte svar. Indien er blevet udråbt til det nye Kina, hvor iværksættere og investorerer placerer deres glubske blikke. Et land som kan blive den største mulighed og trussel for den vestlige verden.