‘Et Danmark, der står sammen.’ Det er titlen på det nye regeringsgrundlag.

Det må betyde, at da man besluttede titlen på regeringsgrundlaget, gjorde man det i lyset af, at man mente, Danmark var splittet.

Det antydes i titlen, at det symfoniorkester af solister, vi her i landet kalder Folketinget, tidligere lød lidt som et 8. klasses elevorkester uden dirigent.

Men med titlen antydes det også, at politikerne er klar over, at ikke blot har danskerne i højere og højere grad mistet tilliden til, at politikerne formår at formulere visioner, der rækker udover deres egen taburet-periode – de har også mistet troen på sig selv. Det understreges med invitationen til:

“et bredt samarbejde både i Folketinget og med alle i det danske samfund”.

Det lyder godt, men der lurer en usikkerhed under overfladen – som om man ikke er klar over, hvad man skal stille op, hvilket understregedes af Vestagers forsøg på en opmuntrende kommentar ved CEPOS’ vækstforum i dag den 14. november, da hun mødtes af en lille kerne af folk, der var mødt op for at høre om regeringens planer for den danske vækst:

“Selvom det hele virker lidt trist, kan vi jo godt være i godt humør, mens vi arbejder…”

Og ærligt talt, skulle vi behøve en særlig invitation til indflydelsens korridor. Magten ligger allerede i hænderne på folket. Selvom man kunne tolke det som arrogance, skal invitationen og Vestagers kommentar jo nok nærmere tolkes som sindsforvirring. En simpel erkendelse af, at det eneste, politikerne kan sige, er, at enhver ’plan’, er baseret på en fremtid, de med sikkerhed ikke kender.

Problemet er ikke manglen på invitationer til kongresser, forsamlinger, folkemøder, tænktetanke, coachingmøder eller innovationsfora, men at der ikke er nogen efterfølgelsesværdige, visionære politikere. I en undersøgelse, lavet af Magasinet *.topia, svarede 91% af 189 respondenter, at politikerne ikke er visionære nok (deltag selv her). Selv Lasse H. Rasmussen, landsformand i Konservativ Ungdom, langede tidligere på året ud efter danske politikere med udsagnet:

“Dansk politik er visionsløs, og politikerne indretter politik efter dagens emner i stedet for at arbejde målrettet mod løsninger på længere sigt”

’Et Danmark, der står sammen’ lyder som et løfte taget ud af en dårlig science fiction film; løftet om en vindmølle-dreven føderation – et kollektivistisk, hedonistisk samfund. Som om vi nu kan forvente, at vi går på den vej, hvor vi vil blive befriet fra den menneskelige tilstand.

’Et Danmark, der står sammen’; som om vi nu kan stå sammen i en slags ublodig, godartet fransk revolution med Margrethe Vestager som Voltaire og Villy Søvndal som vores Robespierre. Men hvad bliver det til? Sandheden er, at den nye regering er ligeså håbløst uinspirerende som den forrige.

Mandag Morgen går så vidt at generalisere problemet, da de i dag skriver:

“De seneste uger har afsløret regeringernes og de internationale institutioners afmagt over for de komplekse og hastigt accelererende problemer, som verdenssamfundet netop nu konfronteres med.” (Mandag Morgen d. 14. nov 2011)

Men det er ikke kun politikerne, der bør stå for skud her - også medierne har mistet fokus. Det større perspektiv er gledet i baggrunden.

I lyset af Eleanor Rosevelts citat: “Great minds discuss ideas; average minds discuss events; small minds discuss people.“, sætter det Oluf Jørgensens, der er ekspert i mediejura på Journalisthøjskolen, udtalelse i et skæbnesvangert lys:

”Der er sket et skred i medierne, og det er kommet helt ud af proportioner. Vi ser en mængde historier, som har det fællestræk, at de handler om politikernes fortid, deres privatliv, børn og vennekreds. De handler altså ikke om politikernes handlinger som politikere, og de handler ikke om den politiske substans i dagens Danmark. Det er en type historier, som efter min mening har fået en uforholdsmæssigt stor placering og dækning. Det fylder alt, alt for meget – og det er en bekymrende udvikling”. (Den 12. november i Politiken)

Dansk politik må åbenbart være så substansløs og visionsløs, at vi er nødt til fylde forsiderne med et portræt af Helle Thorning som mor – og Borgen har med garanti flere seere end statsministerens åbningstale.

Et Danmark, der står sammen? Er denne Stauning-lignende retorik et håb om en landsfaderlig evne til at favne hele landet og ikke blot egne vælgere? I så fald må politikerne evne at stå på mål og ikke indrette eksempelvis deres økonomiske politik efter et ‘forsigtighedsprincip’.

For fremtiden er ikke i morgen, næste uge, næste år eller næste årti. Fremtiden er helligt begreb – det er troen på en verden, hvor der er plads til de store vovede tanker, og hvor fokus er på mod frem for forsigtighed. Hvor viljen til forandring må komme før stabilitet og kontinuitet. Det betyder, at fremtiden ligger i troen på, at visioner kan bære mennesket til uanede højder. For at undgå kun at citere Kennedys kendte ord:

”we choose to go to the moon, not because it is easy, but because it is hard”

…kunne man måske perspektivere menneskets tiltrækning til visionen med også at citere den nyligt afdøde Steve Jobs:

“I have a great respect for incremental improvement, and I’ve done that sort of thing in my life, but I’ve always been attracted to the more revolutionary changes. I don’t know why. Because they’re harder. They’re much more stressful emotionally. And you usually go through a period where everybody tells you that you’ve completely failed.“

Pointen er, at en ægte vision oftest kendetegnes ved, at de fleste indledningsvis står i to lejre – ingen vil erkende rigtigheden af det tredje. Den visionære leder tør stå ved sin idé, selvom ingen indledningsvis kan se stien mellem klipperne.

Men er ’Et Danmark, der står sammen’ så totalt visionsløst?

For et par år siden talte vi om at bygge bro til det 21. århundrede. Nu, hvor vi er der, virker udtrykket så mærkeligt som at bygge en dæmning til klokken 17:00.Da viseren ramte 12 på rådhustårnet natten til 2001, begyndte forunderligheden ved udtrykket at samle sig som en klump i halsen, der ikke kunne synkes. For folk i min generation, der var vokset op i en illustreret verden af plettede løfter om ’rumalderen’ og ’computeralderen,’ var science fiction kun lige om hjørnet fra at blive til science. Nu stod vi dér, og det 21 århundrede bød os blot endnu større udfordringer, end mennesket hidtil har stået overfor.

Svaret på spørgsmålet, om det er visionsløst, er: Ja. På samme måde som ’broen til det 21. Århundrede’ – tankegangen bag sloganet virker desværre ligeså fjern og besynderlig og rammer ikke retorisk, som det måske var tilsigtet.

Vi har nok mistet naiviteten i årtusindskiftet.

Men kigger vi os omkring, er alle løfterne måske ikke opfyldt, men uret går stadig efter kl. 12.01. Derfor må vi igen have de store tanker på bordet og ikke fesen symbolpolitik. Den 13. november foreslog Joachim Nielsen på *.topias forum, at svaret på, hvordan vi får flere visioner i dansk politik, er, at vi vælger visionære ledere. Men hvis vi skal finde dem i Danmark, vil vi her på *.topia starte på at søge en definition på, hvad de er for en størrelse (som alle er velkomne til byde ind med).

Et bud på visionære ledere er dem, der får nytårsfesten til at fortsætte til daggry. Med fantasi, indsigt og dristighed præsenterer de en udfordring, der tænder for vores inderste lejrbåls gener, og som giver os lyst til danse sammen hele natten - til solen står op. De giver os følelsen af fælles formål. De retter vores øjne mod horisonten og peger på den første morgenrøde, når resten af festen ikke kan se længere end glasset i hånden og ellers står samlet i snapsetinget. De er sociale innovatorer og forandringsagenter. De kan se det store billede, og de kan tænke strategisk. Men vigtigst af alt er visionære ledere dem, der forstår, at der findes en vis sandhed på begge sider af selv de mest polariserede emner i vores samfund i dag. Derfor søger de efter løsninger, der overskrider de normale kontradiktoriske tilgange og forsøger at adressere dem på nye måder. De konstruerer en syntese af det bedste fra begge sider af et problem, og med notorisk systematik angriber de så de grundlæggende årsager til problemet.

Essensen af manglen på visioner i dansk politik fanges måske meget godt i et stort interview med Morten Olsen (landstræneren) den 13. november i Politiken:

“Jeg synes, det er positivt, at det er bolden, der er kommet i centrum igen. I Danmark handlede det en overgang om, at vi i mindre grad behøvede at have bolden, og nordmændene gik så vidt som til at sige, at det sgu er meget bedre, at modstanderne har den. Men vi spiller jo fodbold, fordi vi kan lide at beherske bolden, og sådan skulle det gerne blive ved. Det er meningen med spillet”.

Men ingen nuværende politikere tør beherske bolden, og slet ingen tør stå på mål.

I Danmark er problemet ikke, at vi ikke står sammen. Vi er et Danmark, der står sammen om, at vi ønsker flere visioner – flere visionære ledere i dansk politik. Problemet er, at de nuværende politikere nervøst spiller bolden rundt mellem hinanden, mens borgerne håbløst ser til. De ene øjeblik står venstrefløjen med regeringsmagten. I næste øjeblik viser meningsmålingerne, at vælgerne flygter mod højre.

Det er et tydeligt signal om, at ingen formår at samle landet.

Hvor er visionerne og de visionære ledere. Vi venter i spænding?

Interesseret i mere politik: