Regeringens meget ambitiøse klima- og energipolitik siger grundlæggende, at vi skal få halvdelen af vores elektricitet fra vind i 2020 – allerede om 9 år – og at vi skal få al vores elektricitet- og varmeproduktion fra vedvarende energikilder fra 2035.

Dette er fint i tråd med klimakommissionens rapport fra sidste år, som også lagde op til afsked med fossile brændstoffer og store satsninger på vindenergi. Problemet er bare, at klimakommissionens rapport ikke har så meget med virkeligheden at gøre.

Den store udfordring med vindmøller er, at deres produktion i sagens natur svinger, som vinden blæser. I dag producerer vindmøller, hvad der svarer til ca. 20 % af vores eletricitetsforbrug, men på grund af de meget store udsving i produktionen bliver 1/3 eksporteret til udlandet til spotpris, mens vi samtidig skal have standbykapacitet stående klar til at tage over, når vinden ikke blæser. Det siger sig selv, at disse problemer kun vil blive meget værre, når en større del af produktionen kommer fra vind.

Klimakommissionen har to svar på de problemer: Det ene er at købe og sælge strøm af vores naboer efter behov. Det forudsætter dog, at de ikke også har en meget svingende produktion, men efter at vores store nabo mod syd har annonceret en ligeså ambitiøs vindmøllesatsning, er det ikke længere en mulighed.

Den anden løsning, de foreslår, er at udvikle det såkaldte intelligente elnet, hvor teknologier som varmepumper og elbiler kan vente med at forbruge, til der er strøm tilovers; begge glimrende teknologier, som stille og roligt er på vej frem. Desværre slog en rapport fra Skatteministeriet fra 2010 fast, at det ikke kan lade sig gøre at kompensere for den svingende vindproduktion, da variationen i produktionen sker over en tidsskala på dage eller uger, mens privatforbruget jo højst kan forskydes i nogle få timer.

Der findes altså ikke nogen praktiske løsninger til rådighed for Danmark, som kan kompensere for vindmøllers kraftigt svingende produktion.

Derfor kan vindmøller i realiteten kun være et supplement til mere stabile energikilder i mange år endnu. Men af hensyn til klimaet er vi nødt til at få lukket kulkraftværkerne ned hurtigst muligt.

Det er muligt, at alle disse problemer kan løses ved at smide tilstrækkeligt mange penge efter dem, hvis vi altså er villige til, at verdens højeste elpriser skal blive endnu højere.

Men hvis Danmark virkelig vil være et foregangsland, der viser vejen væk fra fossile brændsler, nytter det ikke noget, at den vej, vi viser, er dyr. Den eneste måde, vi kan få udviklingslandene til at brænde mindre kul af, er, hvis de har et billigt og pålideligt alternativ.

Der er efter min bedste overbevisning som fysiker kun ét sådan alternativ: kernekraft.

Kernekraften har fået et dårligt ry oven på katastrofen i Tjernobyl og jordskælvsskaderne på Fukushimaværket, men der er en række nye designs, som på elegant vis undgår de problemer.

Et af de mere interessante af disse er den såkaldte ‘Liquid Fluoride Thorium Reactor’, som i stedet for brændselsstænger nedsunket i vand bruger en blanding af thorium og flydende salt, som cirkuleres i reaktoren.

Thorium har en række fordele, både hvad angår sikkerhed, forurening, ikke-spredning og økonomi.

Den vigtigste sikkerhedsmæssige fordel ved flydende salt er, at det holder sig flydende, selv ved meget høje temperaturer. Det betyder, at der kun er atmosfærisk tryk inde i reaktoren, hvilket naturligvis gør indeslutningen meget simplere.

Når brændslet cirkulerer i reaktoren, bliver affaldsprodukterne løbende udskilt, mens nyt brændsel pumpes ind. Den proces genererer en langt, langt mindre mængde radioaktivt affald end traditionelle kernekraftværker, da der ikke er nogen udtjente brændselsstænger.

Der går også meget kortere tid, før affaldet omdannes til ufarlige grundstoffer. Dertil kan thoriumreaktorer også bruges til permanent at destruere det udtjente affald fra gamle kernekraftværker.

Hvad angår ikke-spredning, er både brændslet og affaldsprodukterne fra en thoriumreaktor aldeles ubrugelige til at lave atombomber med. Det er faktisk noget, der historisk har hæmmet interessen for thoriumreaktorer, da kernekraftens tidlige udvikling desværre var domineret af Den Kolde Krigs våbenkapløb og deraf følgende krav til, at den civile kernekraft skulle kunne producere plutonium til militære formål.

Selv om thoriumreaktorer stadig har et væsenligt udviklingsarbejde foran sig, før de bliver industrielt anvendelige, er der en klar forventning om, at deres samlede omkostninger til opførsel, drift og dekommisionering vil blive markant billigere end traditionel kernekraft.

Men det er svært for videnskaben at sætte nøjagtige tal på, da en stor del af udgifterne til kernekraft afhænger af de politisk bestemte love og regler.

Derfor er der behov for, at politkerne har viljen til både at udforske og advokere andre muligheder end vindmøller og biogas, der lyder trendy og er stemmesikre.

Og thoriumreaktoren er kun et af de mange innovative tiltag, der har potentiale til at løse de problemer, vi i almindelig forstand forbinder med kernekraft.